ÉN TIL TAK!

Forestillingen ÉN TIL TAK bygger på virkelige fortællinger fra værtshusmiljøet og de mennesker, der lever det. En verden omgivet af hygge, øl, musik, tab, ensomhed, men også fælleskab.

Forestillingen bygger på interviews med stamgæster og personale og på historier fra værtshusmiljøet. Nogen mennesker har været udsat for vold, overgreb, svigt og tillidsbrud. Værtshuse fungerer, for mange, som sted, hvor man kan glemme bekymringer og sorg. Alle mennesker er et resultat af hvad de har oplevet og valgt at gøre i deres liv.
I forestillingen møder man Smukke Bjarne, Tude Tonni, John Rask og Bente.
4 skæbner, som sammen fortæller historien om det sidste åndehul for mennesker, der ikke har andre steder. Hvor øllet altid er koldt, hyggen er i højsædet og ikke bliver glemt!

Bag om forestillingen Én Til Tak

Værtshusene og dets væsen har altid været en del af mit liv. På en måde har jeg følt at det er I mit blod.
De tidligste minder jeg har om min mormor og morfar var, at de kommer trætte hjem fra arbejdet på baren.
Min morfar arbejde om dagen og min mormor om aftenen.
Min morfar var ølkusk på Carlsberg og det næste skridt I hans liv var så at have sin egen bar som han kørte med min mormor.
Da jeg var barn, kom jeg sjældent derinde, værtshuse er ikke et sted for børn! Som min mormor altid har sagt, men når jeg var der, virkede det familiært og hyggeligt.
Alle vidste hvem jeg var, og jeg fik rigelige mængder med sodavand med selvvalgt tilhørende sugerør, helst I grøn (min ynglingsfarve).
Det var dog først I begyndelsen af mine 20’er jeg begyndte at færdes på Nørrebro og komme på Cafe Viking, og samtidig lærer det og den side af min mormor at kende, og lærte hvor sej og stærk en kvinde hun er.
Min mormor og morfar var i mellemtiden blevet skilt og hun kørte det alene.

Jeg skal ærligt sige, at det var noget af et kulturchok for, mit følsomme unge jeg, at opleve den til tider hårde jargon på stedet.
Især min mormors skærebrænderstemme, som skar igennem lokalet som en syl, og bad en gæst om at lukke røven og opføre sig pænt! Første gang det skete, faldt jeg ned af stolen og kiggede bange op på hende.
Hvem var den stærke og truende kvinde? Det kunne da ikke være min mormor?!
Jeg havde jo altid kun oplevet min mormor I privaten som den søde generøse og kærlige kvinde, der altid kom med venlige og rosende ord.
På Cafe Viking, så jeg den lille kvinde sætte en mand, dobbelt hendes størrelse, på plads, og fik ham til at flæbe, sige undskyld og bede om et kram for derefter at blive sendt hjem med bemærkningen; “Det er fint nok, du skal bare ikke opføre dig som en idiot, vel?!” og se manden nikke og sige “Tak, Jane”. Ja, det var noget af en... kontrast.
Jeg begyndte kort efter jeg flyttede til Nørrebro at arbejde på Cafe Viking i weekenderne.
Der oplevede jeg, hvordan jeg indgik I et fællesskab, som accepterede mig, som jeg var, i modsætning til mange af de andre sociale gruppe jeg ellers havde indgået I.
De synes ikke jeg var mere mærkelig eller åndssvag end de andre lokale og de gad godt høre på mine historier.
Klicheen om, at alle vil snakke med bartenderen, ja det er opstået af en grund.
Ja, jeg måtte også sande at hvis man står bag en bar, så snakker folk til én og fortælle om deres liv, bekymringer, glæder og sorger.

Igennem tiden begyndte jeg at skrive nogle af de mærkelige situationer som jeg oplevede på stedet ned. De historier som virkelig gjorde indtryk og rørte mig, skrev jeg ned på små lapper papir mens jeg arbejdede. Jeg synes, at de rummede deres egen form for syret skønhed og poesi.
Det blev med tiden tydeligt, at stamkunderne bar hver især på nogle vilde og ofte dramatiske historier de gerne ville dele med mig. En mærkelig og rørende form for tillid og bliver vist én som bartender.

Min mormors bedste veninde og morgendamen på Viking, Ditte, sagde altid når hun så mig; “ihhh Jonas, du skal altså blive skuespiller! Du er bare pisse god til det der med roller knægt, du minder mig om ham, øhhh - Jim Carrey!”, “Åhhh! den skuespiller kan jeg ikke fordrage!” Udbrød min mormor når hun sagde det.

Ditte døde desværre for et par år siden af lungekræft og jeg uddannede mig som skuespiller.
Da jeg begyndte at spille teater professionelt, var det altid med stor interesse og opbakning fra klientellet fra Viking.
De var stolte af mig og glade for det gik mig godt.
Selvom de synes, at det jeg lavede lød som “noget værre syre lort” som min mormor så smukt formulere det.
Jeg inviterede dem altid ind og se det jeg lavede, men kunne konstatere at gå teatret, ikke lige var dem.
Jeg tror at formen, altså at tage fint tøj på og søge ind mod indre by og være finkulturel ikke lige var dem.
Det var sgu for elitært, for dem.
Nå, hva faen gør man så? Jo! Hvis stamgæsterne ikke vil komme til teatret må teatret komme til dem!
Så jeg fik ideen, jeg laver en forestilling til dem om dem, hvor de kan sidde som de er, drikke en bajer og ryge en smøg, mens de får lidt teater i deres ynglings omgivelser.
Så det er altså blevet til forestillingen “Èn til tak!”.
Projektet er meget personligt og min kærlighedserklæring til min mormor, værtshuset og alle de skæve eksistenser jeg har mødt gennem tiden.
Jeg håber I vil kunne li' den!
Skål og velkommen. 

- Jonas Preben Jørgensen